Er kaffe sundt? Fordele & bivirkninger

I Danmark er vi glade for kaffe. 76% af de danske kvinder og 86% af de danske mænd drikker kaffe på daglig basis, og i gennemsnit drikkes der 3-4 kopper dagligt. Faktisk er Danmark det fjerde mest kaffedrikkende land i hele verden.

Men er kaffe overhovedet sundt?

Forskerne er efterhånden enige om, at et moderat indtag af kaffe har en række positive fordele. Det er bl.a. blevet kædet sammen med en lavere chance for type-2 sukkersyge, hjertekarsygdomme, depression og parkinsons.

Hvad er kaffe?

forskellige slags kaffe

Kaffe er en sortfarvet drik, der i sin rene form består af malede kaffebønner og varmt vand. Kaffebønnerne kommer fra plantager rundt i verden, og der findes mange forskellige slags. De mest populære kaffetyper i Danmark er Arabica og Robusta.

Kaffen kan laves på forskellige måder, der skaber forskellig smag. Overordnet set handler det, om hvordan vand og kaffebønner introduceres for hinanden.

  1. Frysetørret kaffe: Kogende vand hældes over den frysetørrede pulverkaffe
  2. Filterkaffe: Kogende vand og malede kaffebønner filtreres
  3. Espresso: Kogende vand og malede kaffebønner udsættes for tryk
  4. Stempelkaffe: Kogende vand og malede kaffebønner sættes i blød

Dertil kommer, at kaffen serveres på forskellige måder i forskellige størrelser af kopper. Typisk vil kopperne være mindre, des stærkere kaffen er. Espressokaffe serveres dermed i de mindste kopper, mens kaffe med mælk (café latte eller cappuccino) serveres i de største kopper.

De forskellige typer af kaffe, du finder hos cafeerne, er alle varianter af ovenstående.

Kaffes sundhedsmæssige fordele

Om kaffe er sundt eller usundt afhænger i høj grad af mængden. 3-4 kopper har nogle meget fornuftige bivirkninger, mens et højt indtag af kaffe kan være skadeligt.

Et gennemsnitligt indtag af kaffe på 3-4 kopper dagligt mindsker risikoen for en række sygdomme, herunder:

  • Parkinsons sygdom
  • Type 2-diabetes
  • Blodpropper
  • Hjerneblødning
  • Forhøjet blodtryk
  • Forkalkning omkring hjertet
  • Hjertesvigt
  • Kræftsygdomme

Førhen mente man, at kaffe i sig selv øgede risikoen for hjerteflimmer og forhøjet blodtryk, men det er ikke tilfældet. Det gælder kun ved et for højt indtag over en længere periode og skyldes fortrinsvis et for stort indtag af koffein.

Sundhedsmæssige fordele afhænger af kaffetype

Om du ved at drikke kaffe kan få glæde af de sundhedsmæssige fordele, der er listet ovenfor, afhænger af den kaffetype, du drikker – og altså af måden, hvorpå kaffen er brygget.

Ved filterkaffe filtreres de potentielt skadelige stoffer fra kaffen, herunder kolesteroløgende stoffer. Også processen i frysetørring af kaffe fjerner de bioaktive stoffer som kahweol og cafestol, som er de mindre sunde stoffer ved kaffe.

Vil du gerne drikke “sund kaffe”, bør du dermed vælge enten filterkaffe eller pulverkaffe – og begrænse indtaget af espresso og stempelkaffe, herunder kaffetyper, hvor espressoshots indgår som f.eks. cappuccino.

Læs også: Guide til de forskellige te-sorter

Kaffes aktive stoffer

kaffe egenskaber

Årsagen til de mange sundhedsmæssige fordele, kaffe har, skyldes de aktive stoffer, der findes i kaffe – og der er mange. Nogle af de mest fremtrædende af slagsen tæller koffein, antioxidanter, kalium og opløselige fibre.

Stofferne påvirker blandt andet dit sukkerstofskifte, fedtstofskifte, centralnervesystemet og udskillelsen af kræftfremkaldende stoffer.

Netop fordi kaffe indeholder koffein, der giver en udløsning af stresshormoner, vil kaffe have en opkvikkende effekt. Det i sig selv er ikke farligt, men du bør være opmærksom på dit samlede daglige koffeinindtag. Har du et moderat indtag af kaffe, bør du undgå andre koffeinholdige drikke som f.eks. energidrik og cola.

Tænk over hvad og hvor meget du putter i kaffen

Et skvæt mælk i kaffen er lækkert og harmløst, og i princippet kan du også nyde lidt fløde eller sukker i ny og næ. Du bør dog tænke over ikke at drikke flere kopper kaffe hver dag, som er proppet med sukker, sødmælk eller fløde.

Kaffen i sig selv bliver ikke ringere, men indtag af store mængder fedt fra fløde og sødmælk samt store mængder sukker kan have bivirkninger som større risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Vil du læse mere om kaffens sundhedsmæssige egenskaber, kan du gøre det her: Is coffee good or bad for your health?

Relateret: Golden milk – Antiinflammatorisk gurkemeje drik

Skriv en kommentar