Hudorme – Årsag, bekæmpelse og forebyggelse

De fleste af os har prøvet at have små sorte prikker på huden i ansigtet eller på overkroppen, som kan presses som en bums, men hvor urenheden kommer ud som en lang hvid ”orm” med et sort ”hoved” – deraf navnet ”hudorm” på dansk eller ”blackhead” på engelsk. Men hvorfor får vi hudorme? Hvordan bør vi egentlig fjerne dem? Og kan vi forebygge deres forekomst? Læs alt om hudorme i artiklen her.

Hvad er en hudorm?

En hudorm er, ligesom bumser, mindre urenheder i huden. Også kaldet komedoner, og oftest betegnes de som en mild form for akne. Der findes overordnet set to former for hudorme: sorte hudorme og hvide hudorme.

Sorte hudorme

Hudorme – Årsag, bekæmpelse og forebyggelse - hvad er en hudorm

De sorte hudorme er de mest almindelige, og typisk vil det også være dem, der refereres til, når der tales om hudorme; både generelt og blandt fagpersonale. Hudormene ses som små sorte prikker på huden, og ofte vil det være dig selv, der er mest generet af dem, da de ikke rigtig kan ses på afstand. De bliver nemlig hverken røde eller betændte som bumser, og de drager derfor ikke særlig stor opmærksomhed sammenlignet med andre former for urenheder i huden.

De sorte hudorme skyldes, at porerne bliver lukket til med skidt, døde hudceller og overskydende talg. Især sidstnævnte er den helt store synder. Lider du af hudorme, vil du derfor typisk have en overproduktion af talg, som samler sig i porerne. Hudorme findes typisk på og omkring næsen, i panden og på hagen, da det er her, porerne er størst og mest synlige, men de kan også sagtens forekomme andre steder i ansigtet og på resten af kroppen.

Den sorte ende af hudormen opstår, fordi talgen kommer i kontakt med ilt. Det forklarer også, hvorfor de hvide hudorme ikke er sorte, selvom begge dele skyldes overproduktion af talg.

Hvide hudorme

De hvide hudorme er ikke egentlige hudorme, men kan ligne det i hvid form. De hvide ”hudorme” er milier. Forskellen på sorte og hvide hudorme – udover farven – er, at de hvide hudorme – milierne – er indkapslet i huden. De er derfor markant sværere at fjerne end sorte hudorme, der oftest kan presses ud uden det store besvær. Når milierne fjernes, vil de heller ikke ligne en orm, men en lille rund og hård kugle.

Milier forekommer typisk under øjnene, på kinderne og i panden, men kan i princippet komme alle steder i ansigtet og forekommer også i visse tilfælde andre steder på kroppen.

Prikker du hul på en milie uden at fjerne den, vil den efter noget tid komme til at se ud som en sort hudorm, da den sorte farve dannes, når talgen kommer i kontakt med ilt.

Hvorfor får man hudorme?

Hudorme er kort fortalt et overskud af noget, huden ikke kan eller skal bruge. Det kan være et overskud af talg eller olie, hvoraf olien både kan komme fra huden og fra skønheds- eller plejeprodukter. Derudover kan det også være døde hudceller og udefrakommende skidt. Typisk er det en blanding, men den grundlæggende årsag er i langt de fleste tilfælde overskydende talg.

Den mest hyppige årsag til hudorme er nemlig en ubalance i talgproduktionen i huden, uanset om der er tale om sorte eller hvide hudorme. Er din talgproduktion i balance, vil du måske stadig få en enkelt hudorm i ny og næ – det vil de fleste – men det vil ikke være et decideret problem.

Læs også: test af CBD creme

Er talgproduktionen høj, ophobes den overskydende talg i porerne, og det bliver til en hudorm. En høj talgproduktionen skyldes typisk en hormonel ubalance, hvilket forklarer, hvorfor det især er unge i puberteten, der har problemer med hudorme.

Selvom det hyppigst er teenagere, der i en begrænset periode må slås med de genstridige urenheder, er der også en del, der må kæmpe videre, selv når pubertetshormornerne burde have forladt kroppen. Årsagen kan blandt andet findes rent genetisk, da nogle er mere udsatte for hormonsvingningerne og hudorme end andre, men kan også have mere individuelle forklaringer; især kvinder har en svingende hormonbalance, der blandt andet afhænger af cyklus, prævention og graviditet, men også stress kan påvirke hormonbalancen hos begge køn.

Selvom hudorme også har noget med ansigtshygiejne og hygiejne generelt at gøre, er der i lige så høj grad tale om forskellige hydtyper og disponering for hudorme. Du kan altså sagtens have en god hygiejne og stadig få hudorme, og du kan også bruge gode produkter – som dog ikke arbejder godt nok sammen med din hud. Derfor kan det i mange tilfælde være en løsning at prøve en anden type produkt, der måske fungerer bedre sammen med netop din hud.

Bekæmpelse: Sådan fjernes hudorme

Hudorme kan hurtigt blive en tro følgesvend, som du enten bare er træt af, men har lært at leve med, eller som du konstant forsøger skjule. Især kvinder har den fordel, at makeup kan bruges til at dække de små sorte eller hvide prikker, så hudormene ikke ses af andre, men faktisk er netop dét at dække dem med makeup kun med til at forværre problemet.

Porerne, der er fyldt med talg – og måske også døde hudceller og andet skidt – bliver yderligere fyldt med concealer og foundation, når du forsøger at dække dem. Og hvis ikke makeuppen vaskes ordentligt af, vil hudormene kun blive større og mere synlige med tiden. Faktisk kan makeuppen (og manglende ansigtsvask) medføre, at der trænger bakterier ind i hudormen, og det kan medvirke, at hudormen bliver til en infektion og dermed udvikler sig til en betændt bums – og den er væsentligt mere synlig og irriterende end en hudorm.

Der er mange gode råd derude omkring bekæmpelse af hudorme. Mange af dem forsøger desværre kun at sælge et produkt, og du risikerer at gøre problemet værre – eller at skabe nye hudproblemer.

Følgende bekæmper ikke hudorme:

  • Brug af skrubbecremer og skrubbehandsker
  • Solarie (udtørring af huden)
  • Produkter med højt indhold af alkohol
  • Produkter med parfume

Fælles for ovenstående er, at de ikke har en virkning på bekæmpelse af hudorme, men at de til gengæld har en udtørrende effekt på huden. Det kan skabe nye hudproblemer, og det er der ingen grund til, når du i forvejen har hudormene at slås med. Ved gentagen udtørring af huden, ender du i værste fald med en hud, der bliver irriteret, rød og skaller – eller måske endda udslæt. Sørg derfor for at vælge ansigtsprodukter, der er milde mod huden, og som passer til netop din hudtype. Har du f.eks. fedtet hud, bør du undgå produkter, der tilfører huden yderligere fedt og olie, mens du ved en tør hud skal buge fugtgivende produkter.

Læs også: Kokosolie til huden

Vil du fjerne hudorme nu og her, afhænger fremgangsmåden af typen af hudorm. De sorte hudorme klemmes ud, mens de hvide hudorme skal fjernes mere kirurgisk, da der skal prikkes hul på huden, før de kan komme ud. Sidstnævnte bør du få hjælp af læge, hudlæge eller kosmetolog til.

De sorte hudorme kan du i princippet fjerne selv. Det har du sikkert allerede prøvet. Det vigtigste, hvis du vælger selv at fjerne dine sorte hudorme, er, at dine fingre og din ansigtshud er helt ren, inden du går i gang, så ikke du påfører poren bakterier i forsøget på at fjerne hudormen. I så fald vil du få en betændt bums i stedet.

Vil du gerne undgå at presse hudorme selv – hvilket er det sikre valg – kan du gøre brug af en række forskellige behandlingsformer, der afhænger lidt af temperament. Udover, at det er lettere at fjerne hudorme med remedier til formålet, sikrer du dig også, at du ikke får klemt for hårdt, så du skader huden, hvilket kan give blodsprængninger og ar, eller at du får tilført poren bakterier, hvilket omdanner den til en bums.

Nogle af de mest effektive former for fjernelse af hudorme er følgende:

Herunder får du 3 bud på nogle af de mest effektive muligheder, der findes.

1. Blackhead Suction Pro

Blackhead Suction Pro til hudorme

Blackhead Suction Pro, der er en maskine, der effektivt suger hudormene ud af huden via elektrisk skabt vacuum. Med til maskinen følger forskellige hoveder, der er egnede til forskellige områder og problematikker. Maskinen til hudorme kaldes også en hudorme støvsuger, og den er særligt velegnet til områder med mange hudorme, som f.eks. næsen.

2. Peel off maske

En anden metode er en Peel off maske, som er en ansigtsmaske, der bliver gummiagtig, og som hiver hudormene med ud, når den tages af. Vær opmærksom på, at en sådan maske er udtørrende for huden, og at du derfor bør sørge for rigeligt med fugt efterfølgende. En hudorme maske er særligt egnet, hvis du har hudorme flere forskellige steder i ansigtet og gerne vil forsøge at fjerne dem alle på én gang.

3. Hudormefjerner (også kaldet Blackhead remover)

Den billige og hurtige løsning til tasken er en Hudormefjerner (også kaldet Blackhead remover), der er et lille værktøj, der ligner en lang nål med et stort nåleøje i hver ende; en lykke til sorte hudorme i den ene ende og en lykke til hvide hudorme i den anden ende. Lykken placeres omkring hudormen, som klemmes ud. En hudormefjerner er god at have med i tasken, hvis du skulle få en tydelig hudorm, som du gerne vil fjerne hurtigt.

Forebyggelse af hudorme

Det vigtigste i forebyggelsen af hudorme – og urenheder i det hele taget – er at holde ansigtet rent. Det gøres dels ved gode renserutiner af ansigtet, men også ved at sørge for, at alt, der ellers kommer i kontakt med ansigtet, er rent.

Det gør du blandt andet ved følgende:

  1. Sørg for kun at røre ved dit ansigt med nyvaskede hænder.
  2. Skift hyppigt dit pudebetræk og dit håndklæde.
  3. Bruger du genanvendelige vatrondeller, bør de kun bruges én gang, før de skal vaskes.
  4. Bruger du briller, bør du rense stellet dagligt.
  5. Bruger du makeup, bør du med jævne mellemrum vaske og udskifte dine makeupbørster.
  6. Brug ikke makeup, renseprodukter og plejeprodukter, der har været åben i længere tid.

Udover ovenstående, bør du sørge for daglig ansigtsvask og efterfølgende fugtgivende behandling (f.eks. en fugtgivende creme/lotion).

Det kan f.eks. være plejeserien fra Danish Skin Care, der er helt fri for skadelige og udtørrende produkter, men til gengæld smækfyldt med alle de ting, forskningen viser, er gode for huden. Derudover er produkterne både solbeskyttende og med anti-aging-effekt. Vælg f.eks. Perfekt Skin Face Wash og Perfect Skin Day Protector (dagcreme) til daglig brug, og suppler med Perfekt Skin Power Treat (dybderensende og beroligende creme) ved behov.

Hudorme – fup og fakta

Der findes mange myter og påstande om hudorme, og det forvirrer ofte mere, end det gavner. Herunder gør vi op med nogle af de mange ting, du kan have hørt eller læst om hudorme.

Hudorme er orme der kravler under huden

Fup. Hudorme har intet med rigtige orme at gøre. Her tænkes der typisk på fnat, som netop er mider, der kravler under huden. Hudorme har udelukkende fået sit navn, da urenheden ligner en lille orm, når den presses ud.

Fed og usund mad giver hudorme

Fup og fakta. Du har sikkert hørt, at hvis du spiser en pose chips, kan du med det samme se resultatet i ansigtet næste morgen. Om det er sandt, er der meget forskellige holdninger til, da der ikke findes ensrettede forskningsresultater på området. At fed og usund mad har en indvirkning på huden og kan medføre urenheder i anden form, hersker der næppe tvivl om, men da talgproduktionen primært er hormonelt betinget, vil man sagtens kunne få hudorme, selvom man afholder sig fra fed og usund mad – og omvendt.

Stress medfører hudorme

Fakta. Hudorme skyldes som nævnt en overproduktion af talg, og årsagen hertil er typisk hormonelt betinget. Derfor kan stress – der påvirker hormonerne – have en mere eller mindre direkte indflydelse på mængden af hudorme. Alt andet, der påvirker hormonerne, kan også have indvirkning på hyppigheden og mængden af hudorme, herunder f.eks. graviditet, amning, prævention og menstruationscyklus hos kvinder, samt pubertet og overgangsalder hos begge køn.

Hudorme er en hudsygdom

Fup. Selvom hudorme ikke er ønskværdige, er der ikke tale om en decideret sygdom. Det skyldes, at hudormene er hormonelt betingede, og at alle mennesker i perioder vil have hudorme i større eller mindre grad. Hudorme kan naturligvis også være en del af et andet hudproblem så som akne, og så er det en anden snak. Du kan altså sagtens have en hudsygdom eller et hudproblem, mens du har hudorme.

Forskelle på bumser og hudorme

Bumser og hudorme er begge urenheder i huden – men hvad er forskellen egentlig?

En bums er en infektion i huden. Den er gullig og betændt, og huden omkring er rød og irriteret. Det er ikke tilfældet ved en hudorm, der udelukkende ses som en sort eller hvid prik.

Den sorte hudorm kan ikke mærkes, da den går i ét med huden, mens den hvide hudorm (milien) vil ligge ovenpå huden i en kapsel under det alleryderste lag hud, og den vil derfor godt kunne mærkes. Begge dele skyldes overproduktion af talg, der ikke kan komme væk fra porer og hud og derfor bliver ophobet.

Ingen af de to typer af hudorme er som udgangspunkt betændte. Men hvis du begynder at presse eller kradse, eller hvis der på anden vis går hul, og der tilføres bakterier (f.eks. fra urene hænder eller urent hovedpudebetræk), risikerer du, at poren bliver betændt og dermed omdannes til en bums.

En hudorm kan derfor betragtes som et forstadie til en bums. Det skyldes, at poren er mere åben og sårbar, når den er fyldt med talg (hudorme), og der derfor hurtigere kan danne sig en bums i området.

Gode råd til store porer

Alle har porer i ansigtet, og det er ophobning af talg i porerne, der kaldes hudorme. Porerne vil være mere modtagelige for talg, hvis de er store, og dét bliver de, hvis de får lov at blive fyldt med skidt og snavs. Du kan derfor få mindre synlige porer og mindre tendens til hudorme, hvis du vasker dit ansigt grundigt hver dag – og indimellem eksfolierer eller giver peeling for at komme helt til bunds.

Din daglige ansigtsrenserutine bør udføres morgen og aften. Det skyldes, at huden udskiller fedt og snavs i løbet af natten, og den bør derfor renses til morgen. Makeup og snavs fra dagen, der gik, bør ligeledes fjernes til aften. Produkterne bør ikke indeholde store mængder alkohol, da det er udtørrende, og de bør være milde og uden parfume.

Peelingen bør indeholde salicylsyre (også kaldet BHA), da salicylsyre er fedtopløselig. Det hjælper dermed til at fjerne ophobet fedt, olie og talg. Vælger du peeling med salicylsyre, vil du samtidig få en eksfolierende effekt, der virker forebyggende på nye ophobninger i porerne. Det skyldes, at det døde hudlag yderst, som blokerer, for at den overskydende talg kan forsvinde fra huden, fjernes.

At vælge produkter med et indhold af vitamin A er heller aldrig af vejen, da vitamin A har en positiv indvirkning på hudens cellefunktion.

Skriv en kommentar