Er CBD produkter lovligt i Danmark? Nuværende juridiske situation omkring CBD (2024)

CBD produkter er meget omtalte og omdiskuterede. De bliver mere og mere almindelige og udbredte, og antallet af forhandlere vokser fra år til år. De kan efterhånden købes i et væld af online webshops, men også i et støt stigende antal fysiske butikker.

Det store spørgsmål er så bare: Er CBD produkter lovligt i Danmark?

Svaret er ja – men med visse begrænsninger. CBD produkter er lovlige, så længe produkterne overholder europæiske og danske regulativer og maks. har et indhold af det euforiserende stof THC på 0,2%. Derudover må der ikke sælges fødevarer med CBD – på nær te, som er en undtagelse.

Det vil altså sige, at så længe du køber CBD produkter fra danske forhandlere – eller udenlandske forhandlere med tilsvarende lovgivning – og du holder dig fra fødevarer, vil produkterne være lovlige både at købe, besidde og opbevare. Du må dog ikke videresælge dem privat.

Fakta

  • Køb og salg af CBD produkter med et maks. indhold på 0,2% THC er lovligt i Danmark.
  • Køb og salg af CBD produkter med et indhold af THC på over 0,2% er ulovligt i Danmark.
  • Køb og salg af fødevarer med CBD er ulovligt i Danmark – på nær te.
  • Det er ulovligt at videresælge CBD olie privat.

Hvorfor er cannabis ulovligt i Danmark – og på verdensplan?

Hvorfor er cannabis ulovligt i Danmark - og på verdensplan?

Cannabis er ulovligt i Danmark og har været det siden 1953. Tilsvarende er tilfældet i mange andre lande på verdensplan, mens enkelte lande har lovliggjort brugen af cannabis i forskellige grader, herunder Holland, Portugal og mange delstater i USA.

Årsagen til ulovliggørelsen af cannabis er de euforiserende bivirkninger, der primært stammer fra stoffet THC. Der er altså tale om et rusmiddel, der påvirker din intellekt og væremåde ved indtagelse, og som har mange skadelige virkninger på længere sigt. Derfor er det ulovligt i Danmark – og i mange andre lande.

Som undtagelse har medicinsk cannabis været lovligt i Danmark siden 2018. Det er dog receptpligtigt.

Er det lovligt at købe CBD produkter i Danmark?

Cannabis og CBD bliver ofte forvekslet, men mens cannabis er selve planten og hele dens indhold, er CBD kun et enkelt stof (cannabidiol), og CBD har ikke i sig selv en euforiserende virkning.

Derfor er det lovligt at købe en lang række af CBD produkter i Danmark. De fleste CBD produkter, der ikke er fødevarer, er lovlige i Danmark, så længe de ikke har et indhold af det euforiserende stof THC, der overskrider 0,2%. En del produkter er helt THC-fri for at være på den sikre side.

Fødevarer med CBD er indtil videre ikke lovligt at købe i Danmark. Te er dog en undtagelse. CBD olie er en gråzone, da det gerne må sælges som kosmetik, men ikke som fødevarer. Også CBD blomster er blevet en gråzone, da det gerne må sælges som potpourri, men ikke som fødevarer.

Er alle CBD produkter lovlige i Danmark?

De fleste CBD produkter er lovligt at købe i Danmark. I tabellen nedenfor får du et samlet overblik over lovlige og ulovlige CBD produkter.

CBD ProduktLovlighed i Danmark
CBD olieLovligt
CBD creme og kosmetikLovligt
CBD e-væskeLovligt
CBD teLovligt
CBD cigaretterLovligt
CBD blomster (som potpourri)Lovligt
Fødevarer med CBD (på nær te)Ulovligt
CBD produkter med indhold på THC over 0,2%Ulovligt

Som tabellen ovenfor – der er baseret på retningslinjer om brug af CBD af Fødevarestyrelsen – viser, må stort set alle typer af CBD produkter sælges i Danmark – så længe de har et indhold af THC på maks. 0,2%. Dog er fødevarer en undtagelse – på nær te, som gerne må sælges i Danmark.

Er CBD kosmetik lovligt i Danmark?

Det er lovligt at sælge kosmetik med CBD i Danmark, herunder for eksempel makeup, cremer, læbepomade og øvrige skønhedsplejeprodukter.

I kosmetik må CBD anvendes, uanset hvilken del af planten, stoffet kommer fra. Det er også lovligt at sælge kosmetik med syntetisk produceret CBD.

Er CBD e-væske lovligt i Danmark?

Det er lovligt at sælge, købe og bruge CBD e-væske i Danmark, så længe indholdet af THC ikke overstiger 0,2%. Derfor bør du holde dig til danske forhandlere af CBD e-væske.

Køber du et produkt fra udlandet, der i kontrol viser sig at indeholde en større mængde af THC – også selvom produktbeskrivelsen siger noget andet – kan du risikere en sigtelse.

Er fødevarer med CBD lovligt i Danmark?

Er fødevarer med CBD lovligt i Danmark?

Det er som udgangspunkt ikke lovligt at sælge og købe fødevarer med CBD i Danmark. Det skyldes den såkaldte Novel Food Regulation, som betyder, at alle nye fødevarer, der kommer til efter 1997, skal godkendes. Det er også årsagen til, at te med CBD er lovligt, da det er bevist at være et fødevareprodukt, der har været i Danmark før 1997.

Fødevarer med CBD er endnu ikke blevet godkendt. Om, det sker i fremtiden, er uvist. Det skyldes formentlig, at følgevirkningerne endnu ikke er undersøgt godt nok. Det kan dog undre, eftersom CBD olie er lovligt.

Dog er CBD olie – med udgangspunkt i Food Novel Regulation – ikke tilladt at markedsføre som en fødevare (eller et kosttilskud) i Danmark. Til gengæld kan CBD olie godkendes og markedsføres som kosmetik, da der ikke er de samme regulativer på kosmetik-området.

Du kan læse mere om Food Novel Regulation og regulativer omkring CBD fødevarer og CBD olie hos Fødevarestyrelsen, som også er kilde til ovenstående.

Er CBD cigaretter lovlige i Danmark?

Det er lovligt at købe tobak og tobakserstatning med CBD, så længe indholdet af THC er på under 0,2%. Du kan altså selv rulle dine CBD cigaretter med tobak, der indeholder CBD.

For mange, der tidligere har røget hash fast, kan CBD cigaretter være en mindre skadelig (og lovlig) erstatning.

Kan man købe CBD produkter på apoteket?

Kan man købe CBD produkter på apoteket?

På apoteket kan du – som det eneste lovlige sted – købe medicinsk cannabis, som er receptpligtig. Det vil altså kræve en lægekonsultation, et reelt behov og en recept at købe denne form for cannabis, der i et vist omfang er undtaget fra kravet om maks. indhold af THC.

Ønsker du at købe CBD produkter i håndkøb, vil du typisk skulle lede i helsekostbutikker eller hos online forhandlere.

Kan jeg købe CBD produkter på eBay, Amazon og lignende?

Der findes et bredt udvalg af CBD produkter på internationale markedspladser såsom eBay og Amazon. Det anbefales dog ikke at handle CBD på disse sider, da du risikerer, at indholdet ikke svarer til det tilladte i Danmark.

I Danmark skal produkterne leve op til gældende regulativer, herunder et maks. indhold af THC på 0,2%. Køber du produkter i udlandet, der ikke lever op til de danske regulativer, er det strafbart – også selvom du i princippet handler i god tro.

Vil CBD blive påvist i en lægemiddeltest?

En lægemiddeltest tester ikke for CBD (cannabidiol), og forbrug af CBD vil dermed ikke kunne påvises i en test. THC er til gengæld en del af testen. Bruger du CBD produkter i anbefalet mængde, vil indholdet af THC være forsvindende lille og derfor ikke kunne spores i en test. Du kan også med fordel vælge de CBD produkter, der er helt THC-fri.

Bruger du meget store mængder af CBD produkter med det tilladte indhold af THC, kan du i nogle tilfælde godt risikere, at forbruget kan påvises i en lægemiddeltest.

Regulering af CBD markedet i Danmark

Lovgivningen på området omkring CBD er ofte op til debat og har også ændret sig over tid. Meget af den danske lovgivning er med grundlag i EU’s regulativer. Der kan dermed både ske skærpelser og lempelser på CBD i markedet i Danmark i fremtiden.

Ofte ses det, at hvis en række andre lande i EU beslutter at lempe eller skærpe lovgivning på visse områder, er Danmark tilbøjelig til at følge trop.

Bliver cannabis lovligt i Danmark i fremtiden?

Bliver cannabis lovligt i Danmark i fremtiden?

I 2018 blev det lovligt for læger at udskrive recepter på medicinsk cannabis som et forsøg. Forsøget kører stadig. Man kan formode, at det er første skridt i en retning af at lovliggøre cannabis i et vist omfang, hvilket også er tilfældet i andre europæiske lande såsom Holland og Portugal.

Det er dog kun gisninger, og det er uvist, hvorvidt cannabis vil forblive ulovligt, eller der vil komme lempelser på området i fremtiden.

FAQ

Er det lovligt at sælge CBD?

Det er ulovligt at videresælge CBD produkter som privat i Danmark. Du må gerne købe produkterne i en butik eller hos en forhandler, men du må som udgangspunkt ikke sælge dem videre.

Hvorfor er CBD lovligt?

I Danmark er CBD med et indhold af THC på maks. 0,2% lovligt, da den ubetydelige mængde af THC klassificerer det lovlige CBD som ikke-euforiserende.

Kan man blive skæv af CBD?

De lovlige CBD produkter må indeholde maks. 0,2% THC, som er det euforiserende stof fra cannabisplanten. Du bliver dermed hverken skæv eller høj af at bruge lovlige CBD produkter.

Skriv en kommentar