Danskerne er et kaffedrikkende folk. Faktisk drikker 76 % af kvinderne og 86 % af mændene kaffe dagligt, hvilket placerer Danmark på en fjerdeplads over de mest kaffedrikkende lande i verden. I gennemsnit bliver det til 3-4 kopper om dagen.
Men er kaffe overhovedet sundt?
Ja, i moderate mængder kan kaffe være sundt. Forskning viser, at et moderat indtag har flere positive effekter og er blevet kædet sammen med en lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, depression og Parkinsons sygdom.
Hvad er kaffe?
Kaffe er en brygget drik, som i sin grundform består af ristede og malede kaffebønner blandet med varmt vand. Bønnerne dyrkes på plantager verden over, og de mest udbredte sorter i Danmark er Arabica og Robusta.
Smagen afhænger i høj grad af bryggemetoden. Det handler grundlæggende om, hvordan og hvor længe vandet er i kontakt med de malede bønner for at trække smagsstoffer ud.
- Frysetørret kaffe: Kogende vand hældes over den frysetørrede pulverkaffe
- Filterkaffe: Kogende vand og malede kaffebønner filtreres
- Espresso: Kogende vand og malede kaffebønner udsættes for tryk
- Stempelkaffe: Kogende vand og malede kaffebønner sættes i blød
Kaffe serveres også forskelligt. En generel regel er, at jo stærkere kaffen er, desto mindre er koppen. Derfor serveres espresso typisk i små kopper, mens mælkebaserede drikke som café latte eller cappuccino serveres i større kopper.
De fleste kaffedrikke, du kan købe på en café, er baseret på en af disse bryggemetoder, oftest med et espressoshot som grundlag.
Kaffes sundhedsmæssige fordele
Hvorvidt kaffe er sundt for dig, afhænger primært af mængden. Et moderat indtag på 3-4 kopper dagligt er forbundet med flere fordele, mens et meget højt indtag kan have skadelige effekter.
Et gennemsnitligt indtag af kaffe på 3-4 kopper dagligt mindsker risikoen for en række sygdomme, herunder:
- Parkinsons sygdom
- Type 2-diabetes
- Blodpropper
- Hjerneblødning
- Forhøjet blodtryk
- Forkalkning omkring hjertet
- Hjertesvigt
- Kræftsygdomme
Tidligere blev kaffe sat i forbindelse med en øget risiko for hjerteflimmer og forhøjet blodtryk, men nyere studier viser, at dette ikke gælder for et moderat indtag. Risikoen opstår primært ved et vedvarende højt forbrug, som skyldes det store indtag af koffein.
Relateret: Slankekaffe? Læs om coffee zero her
Bryggemetoden påvirker, hvor sund din kaffe er
De positive sundhedseffekter er tæt knyttet til, hvordan kaffen er brygget. Ikke alle kaffetyper giver de samme fordele.
Når du brygger filterkaffe, fanges stoffer som cafestol og kahweol i filteret. Disse stoffer kan i større mængder påvirke kolesteroltallet. Processen bag frysetørret kaffe (pulverkaffe) fjerner ligeledes en stor del af disse stoffer.
For at få de største sundhedsmæssige fordele bør du derfor primært drikke filterkaffe eller pulverkaffe – og det kan være en god idé at begrænse indtaget af ufiltreret kaffe som stempelkaffe og espresso, hvilket også gælder drikke baseret på espresso, f.eks. cappuccino.
Læs også: Guide til de forskellige te-sorter
Kaffes aktive stoffer
Årsagen til kaffens mange sundhedsfremmende egenskaber skal findes i de aktive stoffer. Kaffe indeholder blandt andet koffein, en lang række antioxidanter, kalium og opløselige kostfibre.
Disse stoffer har indflydelse på kroppens sukker- og fedtstofskifte, stimulerer centralnervesystemet og bidrager til kroppens forsvar mod skadelige stoffer.
Koffeinindholdet giver kaffen sin velkendte opkvikkende effekt ved at stimulere centralnervesystemet. Selve effekten er ikke skadelig, men det er vigtigt at være opmærksom på det samlede daglige indtag af koffein. Drikker du allerede 3-4 kopper kaffe, bør du overveje at begrænse andre koffeinholdige drikke som energidrikke og cola.
Tænk over hvad og hvor meget du putter i kaffen
Et lille skvæt mælk i kaffen er helt harmløst, og lidt sukker i ny og næ gør ingen skade. Du bør dog være opmærksom på det samlede regnskab, hvis du dagligt drikker flere kopper kaffe med meget sukker, sødmælk eller fløde.
Selve kaffen bliver ikke mindre sund, men et højt dagligt indtag af mættet fedt og sukker øger risikoen for blandt andet overvægt og hjerte-kar-sygdomme, hvilket modvirker kaffens egne fordele.
Hvis du vil læse mere om den videnskabelige baggrund for kaffes sundhedsegenskaber, kan du finde en god oversigt her: Is coffee good or bad for your health?